Visborggaard Slot & Park
Deres unikke & historiske samlingspunkt
.png)
Visborggaard Slots historie
Visborggaard bliver nævnt i midten af 1300-tallet, hvor den tilhørte medlemmer af slægten Munk. Slægten ejede gården indtil første halvdel af 1500-tallet, hvor den gennem ægteskab kom til Jens Thygesen Seefeld.
Thygesen Seefeld, der tilhørte den jyske lavadel, overtog ved
ægteskabet med Ingerd Andersdatter, Visborggaard og øgede
dermed sin formue ganske betragteligt. Hans søn, Enevold
Seefeld, arvede gården omkring 1538 og lagde grunden til
slægtens position i det følgende århundrede. Seefeld var
tilknyttet Christian III's (1503-1559) hof og blev lensmand på
Sejlstrup len, og netop posten som lensmand var i denne
periode en vigtig indtægtskilde for mange adelsmænd.
Sønnen Jakob Seefeld overtog Visborggaard efter faderens
død i 1557. Seefeld blev som 12-årig sendt til Holsten, hvor hans
moster boede. Senere deltog han i Syvårskrigen (1563-1570),
men vendte tilbage til Visborggaard i 1568 efter morens død.
I 1571 sikrede han Visborggaard birkeret, og 10 år senere blev han i 1581 medlem af rigsrådet.
Da Frederik II døde i 1588, blev der nedsat en formynderregering, der skulle udøve regeringsmagten, indtil Christian IV blev kronet som konge i 1596. Jakob Seefeld blev en del af denne formynderregering i 1595 og markerede sig dermed som en magtfuld mand.
Seefeld var tæt knyttet til Visborggaard, og en dygtigt forretningsmand og udskiftede derfor posten som lensmand på Aarhusgaard med den mere beskedne post som lensmand på Mariager Kloster, for at kunne være tættere ved sit hovedsæde.
Allerede i faderens tid var der blevet etableret et glasværk på gården, men Seefeld selv etablerede nu en kalkmine, hvorfra han solgte store mængder kalk til Konges bygninger - blandt andet Kronborg og rundetårn.
Seefeld besad et stort antal godser og en stor formue. Ved hans død i 1599 blev godserne sat til omkring 4000 tdr. hartkorn, hvilket var ganske imponerende. Sønnen Enevold Seefeld overtog gården ved morens død i 1608 og ejede den i næsten 30 år. På grund af dårlig økonomi måtte han afstå Visborggaard til sin søn Jørgen Seefeld allerede i 1637.
Jørgen Seefeld, der havde studeret ved forskellige tyske universiteter, startede sin karriere i Danmark som lensmand på Hald Slot i 1637. Trods en række poster som lensmand i Norge såvel som i Danmark var hans økonomi ganske dårlig.
Heller ikke sønnen, Claus Seefeld, der arvede Visborggaard i 1666, kunne rette op på familiens formue, og enken Birgitte Urne måtte derfor sælge Visborggaard i 1681.
Køberen blev købmanden Henrik Jørgensen Schwichtenberg, der havde pant i gården. Han døde dog allerede i 1686, hvorefter enken Mette Olufsdatter overtog gården frem til sin død i 1702. Barnebarnet Johannes Svane overtog gården efter mormorens død, og efterlod den i 1715 til sin enke Anne Kjærulf. Hun giftede sig tre år senere med adelsmanden Severin Benzon. Han havde prøvet at etablere et stort sammenhængende kompleks med udgangspunkt i Visborggaard, men havde forgældet sig stærkt i forsøget. Efter hans død i 1726 tilfaldt Visborggaard derfor kreditorerne, der solgte den til Friedrich von Arenstorff. Arenstorffs efterkommere ejede gården frem til 1830, hvor gården blev solgt til Jakob Kjellerup, der var købmand i Aalborg. Gården forblev i efterkommerens eje frem til 1912, og i denne periode gennemførte man frasalget af det meste fæstegods.
I 1912 blev Visborggaard købt af Knud Danneskiold-Samsøe, der gennemførte en gennemgribende restaurering af gården.
I 1938 købte Statens Jordlovsudvalg Visborggaard
I 2017, blev Visborggaard slot købt af Susanne og Rudolph Rigsgreve von Platen-Hallermund, som nu er i virke med at tilbageføre slottet til fortids historie.
Desværre bliver gårdens hovedbygning brændt ned få år senere
under Grevens Fejde i 1534-1536. Dette stopper dog ikke Seefeld
slægten fra at rejse gården til et nyt historisk højdepunkt i
renæssancen. Jakob Seefeld, Jens Thygesen Seefelds barnebarn,
bliver i 1581 medlem af rigsrådet, en post der giver familien
mulighed for at holde fat på den store formue. Det er også under
Seefeld slægten at renæssancehaven bliver anlagt, og nogle
mener, at det er under Seefeld slægten at slottet får den anden
etage, selvom dette ikke er helt sikkert.
Som det kan ses i baggrunden på ovenstående billede af Claus Seefeld står Visborggaard Slot med to etager og endda tårne. Det er usikkert, hvornår disse tårne blev tilføjet, men billedet gør det klart, at det er under Seefelds ejerskab. Denne periode af slottets historie bliver oftest betegnet som slottets storhedstid; det var under adelig eje, økonomien var i fremgang og slottet så flere forbedringer og tilbygninger. Midt i renæssancen var der nærmest ingen grænser for, hvad slottet kunne blive til, og det er her, at forestillingen om tapre riddere og skønjomfruer for alvor bliver en del af slottets historie. Det var et eftertragtet sted, med plads til andre adelige, og endda Kongen selv! Men tiden går, som tiden vil - Jakob Seefelds efterkommere fik besvær med at finansiere det store slot, og var til sidst tvunget til at sælge det.
Slottet gik til købmanden Henrik Jørgensen Schwichtenberg, der havde slottet i godt 20 år, indtil det blev videregivet til Svane slægten i 1702. I denne tid er der ikke meget forandring på slottet; det kan skyldes, at vi i Danmark på dette tidspunkt er gået ud ad renæssancen og bevæger os støt og roligt mod barokken. Det er først i 1729, da Frederik von Arenstorff overtager slottet, at der begynder at ske forandringer, især arkitektonisk. Tårnene, som ses på billedet med Seefeld, er ikke længere en del af slottet, der blev oprejst et stort ladegårdsanlæg og parken får de barokke træk, der stadig ses den dag i dag. Størstedelen af dette anlæg blev dog revet ned, da slottet to generationer senere i 1830 bliver videregivet til købmanden Jakob Kjellerup, og slottet igen går i "dvale", hvor man også gennemførte frasalget af det meste fæstegods.
I 1912 bliver Visborggaard købt af Knud Danneskiold-Samsøe der umiddelbart efter begyndte en gennemgribende restaurering af slottet, i samarbejde med arkitekten Gotfred Tvede. Efter restaureringen er der ikke sket meget ved udseendet af slottet, og man må forvente, at som det står nu, er som det stod under Danneskiold-Samsøe.
Det skal desuden nævnes, at det var Danneskiold-Samsøe,
der i 1920 gav Christian den Tiende 'Den Hvide Hest',
på hvilken han red over den dansk-tyske grænse, da
sønderjylland blev genforenet med Danmark.
Til ære for denne hest blev rejst en mindesten ved
Visborg by, hvor gæster altid er velkomne til at
komme og mindes et stykke af slottets historie.
