Rudolph 
Rigsgreve von Platen-Hallermund

 

Visborggaard Slot 

Visborggaard Allé 39

9560 Hadsund
Denmark

vonplaten@visborggaard.dk

Slottets Historie

Gennem tiden har Visborggaard Slot været underlagt mange forskellige ejere, der hver især har sat deres præg på slottet - både historisk og arkitektonisk. Slottet bliver første gang nævnt i tekst i 1300-tallet, hvor det ejes af slægten Munk, og det formodes, at slottet dengang ikke havde den anden etage, det senere ville få. Visborggaard ville sandsynligvis være betraget som en herregård dengang, og er umiddelbart ikke under adeligt eje endnu. Dette skulle ændre sig, da Jens Thygesen Seefeld - et medlem af den danske lavadel - gifter sig til ejerskab af gården i midten af 1500-tallet, og på den måde øger sin formue betragteligt. 

 

Desværre bliver gårdens hovedbygning brændt ned få år senere under Grevens Fejde i 1534-1536. Dette stopper dog ikke Seefeld slægten fra at rejse gården til et nyt historisk højdepunkt i renæssancen. Jakob Seefeld, Jens Thygesen Seefelds barnebarn, bliver i 1581 medlem af rigsrådet, en post der giver familien mulighed for at holde fat på den store formue. Det er også under Seefeld slægten at renæssancehaven bliver anlagt, og nogle mener, at det er under Seefeld slægten at slottet får den anden etage, selvom dette ikke er helt sikkert.  

Som det kan ses i baggrunden på ovenstående billede af Claus Seefeld står Visborggaard Slot med to etager og endda tårne. Det er usikkert, hvornår disse tårne blev tilføjet, men billedet gør det klart, at det er under Seefelds ejerskab. Denne periode af slottets historie bliver oftest betegnet som slottets storhedstid; det var under adelig eje, økonomien var i fremgang og slottet så flere forbedringer og tilbygninger. Midt i renæssancen var der nærmest ingen grænser for, hvad slottet kunne blive til, og det er her, at forestillingen om tapre riddere og skønjomfruer for alvor bliver en del af slottets historie. Det var et eftertragtet sted, med plads til andre adelige, og endda Kongen selv! Men tiden går, som tiden vil - Jakob Seefelds efterkommere fik besvær med at finansiere det store slot, og var til sidst tvunget til at sælge det.

 

Slottet gik til købmanden Henrik Jørgensen Schwichtenberg, der havde slottet i godt 20 år, indtil det blev videregivet til Svane slægten i 1702. I denne tid er der ikke meget forandring på slottet; det kan skyldes, at vi i Danmark på dette tidspunkt er gået ud ad renæssancen og bevæger os støt og roligt mod barokken. Det er først i 1729, da Frederik von Arenstorff overtager slottet, at der begynder at ske forandringer, især arkitektonisk. Tårnene, som ses på billedet med Seefeld, er ikke længere en del af slottet, der blev oprejst et stort ladegårdsanlæg og parken får de barokke træk, der stadig ses den dag i dag. Størstedelen af dette anlæg blev dog revet ned, da slottet to generationer senere i 1830 bliver videregivet til købmanden Jakob Kjellerup, og slottet igen går i "dvale", hvor man også gennemførte frasalget af det meste fæstegods.

I 1912 bliver Visborggaard købt af Knud Danneskiold-Samsøe der umiddelbart efter begyndte en gennemgribende restaurering af slottet, i samarbejde med arkitekten Gotfred Tvede. Efter restaureringen er der ikke sket meget ved udseendet af slottet, og man må forvente, at som det står nu, er som det stod under Danneskiold-Samsøe. Det skal desuden nævnes, at det var Danneskiold-Samsøe, der i 1920 gav Christian den Tiende 'Den Hvide Hest', på hvilken han red over den dansk-tyske grænse, da sønderjylland blev genforenet med Danmark. Til ære for denne hest blev rejst en mindesten ved Visborg by, hvor gæster altid er velkomne til at komme og mindes et stykke af slottets historie.

I 1931 overdrages slottet til den danske stat, hvor det har været brugt hovedsageligt som psykiatrisk afdeling for psykisk syge. Sådan skulle det være i næsten 100 år, hvor slottet på sin vis fik lov at passe sig selv, uden yderligere restaurering eller lignende. I 2017 blev slottet købt af Rudolph Rigsgreve von Platen-Hallermund, der siden da har arbejdet på at restaurere slottet, så det kan åbnes som kulturinstitution.